Undgå eller minimer lærerfyringerne!

Med udsigt til reduktion af et stort antal lærerstillinger, har tillidsrepræsentanterne fra Odense lærerforening sendt et åbent brev til Odense Byråd. Læs det her.
Logo Odense Lærerforening

Lærernes tillidsrepræsentanter forsamlet på mødet den 1. april 2019:

Undgå eller minimer lærerfyringerne

Skolerne har netop fået sine budgetter for det kommende skoleår, og det tyder på, at der samlet set skal ske en reduktion af et stort antal lærerstillinger. Vi blev lovet flere lærere, men nu er der udsigt til lærerfyringer.

Men i kommunens budget til skoleområdet er der ikke planlagt større besparelser i 2019. Vi kan ikke se, at der er besluttet en ekstra stor besparelse på folkeskoleområdet. Tværtimod er det et problem, at der er en fortælling om, at velfærden skal prioriteres, samtidig med at der skal fyres lærere og pædagoger. Det udfordrer fortællingens troværdighed.

Der er en række elementer, der bør komme i betragtning for at undgå fyringerne eller som et minimum afbøde antallet:

- Landspolitisk har et bredt politisk flertal samlet sig om en folkeskoleaftale, der vil bidrage positivt til folkeskolernes økonomi
- Hvis byrådet hæver skatten den sidste del op til 1% og tilgodeser folkeskolen med provenuet
- Afskedigelser er dyre på grund af fratrædelsesgodtgørelser mv. – og det er en uansvarlig brug af penge, når der er udsigt til, at der skal ske genansættelser umiddelbart efter fratrædelsen.

Hvis en stor del af besparelserne skyldes, at der oprettes færre klasser på skolerne blot med højere klassekvotienter, vil det presse den i forvejen hårdt trængte inklusion yderligere.

Hvis ikke der er tale om en ekstra besparelse på folkeskolerne, burde de frigjorte midler fra færre klasser tilføres en inklusionsindsats. Ellers risikerer det også at skubbe yderligere til søgningen mod fri- og privatskoler.

Over de seneste år er der allerede sparet langt langt flere lærerårsværk, end der kunne forklares med et faldende elevtal. I stedet er der sket en øget inklusion, flere elever i klasserne og mere undervisning til den enkelte lærer. Det har sat folkeskolerne i Odense under et enormt pres.
Når byrådet har besluttet et velfærdsværn, er det så ikke netop i en situation, som den skoleområdet nu er havnet i, at det kunne anvendes?

Vi håber, at der kan findes nogle gode løsninger, så folkeskoleområdet ikke skal kastes ud i en stor fyringsrunde med store negative konsekvenser for folkeskolens og kommunens omdømme.

Venlig hilsen
Lærernes tillidsrepræsentanter

Emner

Målgruppe